Træthedsdetektorer Der forskes en del i systemer til overvågning af om føreren er ved at falde i søvn. Disse systemer er primært beregnet til at blive brugt i lastbiler og busser. Træthedsdetektorer findes bl.a. i form af systemer, der overvåger hvor ofte og hvor længe ad gangen føreren blinker med øjnene. Hvis blinkningsmønsteret tyder på, at føreren er ved at falde i søvn, giver systemet et alarmsignal. ![]() Kameraer til overvågning af øjenbevægelser Der arbejdes også med udvikling af systemer, der måler hjerterytmen/pulsen via følere i rattet, og som på baggrund heraf kan registrere, når føreren er ved at være træt. En tredie metode er at registrere de små korrektioner på rattet, en vågen bilist hele tiden foretager, og give alarm, hvis der begynder at blive unormalt langt mellem dem. Systemer af denne type rummer en indbygget risiko, forstået på den måde, at man kan blive fristet til at køre endnu længere uden pause, end man ellers ville have gjort, fordi man regner med at blive holdt vågen af træthedsdetektoren. |
