 |
|
|
|
|
|
|
|
Dimetyleter (DME)
Beskrivelse DME fremstilles på basis af enten fossile kilder, for eksempel fra naturgas eller biomasse, og kan anvendes som drivmiddel i en modificeret dieselmotor. Både brændstof og køretøjer er i dag på forsøgsniveau og teknologien er derfor ikke tilgængelig på markedet.
Fordele/Ulemper Der er store potentielle miljøfordele ved DME. Det er således muligt at opnå meget lave udslip af partikler og kvælstofoxider uden brug af efterbehandlingsudstyr på bilen. Fremstilles DME fra afgrøder eller andre biologiske kilder, vil det også medføre en stor reduktion i CO2 udslip i forhold til almindelige brændstoffer. DME har desuden specielle egenskaber, der nedsætter støjen fra dieselmotoren og letter koldstarter. I fremtiden kan DME også anvendes som brændstof i brændselsceller. En af de store ulemper ved DME er, at det som flaskegas skal holdes under tryk for at være flydende. Det vanskeliggør distribution og tankning, og det eksisterende net kan ikke anvendes. Dertil kommer at stoffet kræver væsentlige ændringer af motoren og brændstofsystemet.
Krav til køretøjet DME stiller særligt store krav til motorteknologi og til motorkomponenter, da DME er mere aggressivt over for pakninger og har mindre smørende effekt på de bevægelige dele i motoren. DME har hvad angår sikkerhed nogenlunde samme egenskaber som LPG.
Forventet fremtid Teknologien har klare fordele, men det er stadig lang vej før DME kan forventes anvendt i stor skala på markedet. De store miljøfordele kommer først rigtigt i spil, når DME laves fra biomasse, men denne produktionsform er endnu meget dyr. |
|
| | |
|