Link til forsiden Færdslesstyrelsen
Energi og miljø
Print

Biogas

Beskrivelse
Biogas fremstilles fra biomasse gennem forrådnelsesprocesser, enten i forbindelse med rensningsanlæg, affald fra levnedsmiddelindustrien eller fra sorteret husholdningsaffald. Biogas består næsten udelukkende af metan. Biogas er specielt interessant ud fra et klimaperspektiv, da det samlede CO2 udslip kan ende med at være meget lavt. Det skyldes, ligesom det gælder for de andre biobrændstoffer, at den CO2 der udledes, når man kører i biogasbilen stammer fra den CO2 , der er optaget i den biomasse, gassen er fremstillet fra. Det er derfor tale om et CO2 kredsløb, der ikke ændrer på CO2 indholdet i atmosfæren. Bortset fra en lavere samlet CO2 udledning, har biogas de samme egenskaber som naturgas.

Fordele/Ulemper
Biogas vurderes at kunne medføre en reduktion på helt op til 95 % af CO2 udslippet fra konventionel benzindrift. Men da metan i sig selv er en kraftigt virkende drivhusgas er det vigtigt, at der ikke sker udslip fra produktionen eller brugen af biogas. Når først metan anvendes som brændstof omdannes det hovedsageligt til CO2, der har mindre drivhuseffekt end metan. Der er ret stor usikkerhed med hensyn til metanudslippet ved produktionen, og det er derfor svært at sige, hvad den samlede CO2 fordel for biogas er i forhold til de almindelige brændstoffer.

Biogas skønnes ikke at have mindre udslip af partikler end en benzinbil eller en dieselbil med partikelfilter. Til gengæld vil udslippet af de sundhedsskadelige kvælstofoxider vil være mindre fra en biogasbil end en dieselbil.

Krav til køretøjet
Der gælder de samme tekniske krav for biogas som for naturgas. Det betyder at biogas kan anvendes i en modificeret benzinmotor. Køretøjet skal ombygges, så det kan have en stor mængde biogas, for at opnå en acceptabel rækkevidde. Det betyder at bilen bliver tungere og mindre energieffektiv. Hvis ikke der er tilstrækkelig med muligheder for at tanke biogas skal bilen udstyres med to tanksystemer, så den også kan køre på benzin.

Forventet fremtid
Biogas er ud fra et langsigtet perspektiv mere interessant end naturgas, da klimapåvirkningen er meget mindre. Men der savnes råvarer til produktion af biogas i stor skala, og distributionsomkostningerne er kun acceptable i de tilfælde, at biogas kan distribueres i forbindelse med naturgas. Biogas er derfor næppe noget, der bliver udbredt over store geografiske områder, men kan godt i mere lokale sammenhænge blive betydningsfuldt.