Link til forsiden Færdslesstyrelsen
Energi og miljø
Print
Introduktion til alternative brændstoffer

Benzin og diesel, som vi kender det i dag, er fossile brændstoffer. Det betyder, at de er udvundet af olie, som gennem millioner af år er blevet dannet af nedbrudte plante- og dyrerester. Olien i verden er det man kalder en begrænset resurse, om end det er svært at sige, hvor store mængder olie der findes og hvor langt de vil række.

Udover, at olieresurserne er begrænsede, er der andre grunde til at kigge efter alternative former for brændstof til transportsektoren.


For det første, er der det store spørgsmål om klimaændringerne. Menneskeskabte udledninger af CO2, der stammer fra afbrænding af fossile brændsler, påvirker klimaet på jorden - den såkaldte drivhuseffekt, hvorved jordens klima bliver varmere. Dette kan have katastrofale følger på langt sigt. Vejtransporten er en stor synder i dette klimaregnskab, da næsten samtlige køretøjer kører på fossile brændsler – det vil sige enten diesel eller benzin.


Derudover er der problemet med forsyningssikkerhed. Det nytter ikke, at der findes store mængder råolie i verden, hvis de politiske forhold ikke tillader stabil adgang til disse resurser.


Endelig er der i EU et ønske om at støtte beskæftigelsen og økonomien i landområderne. Da flere af de alternative brændstoffer stammer fra landbruget, er det således en måde at øge væksten i disse landområder.


I dag findes der en række alternative drivmidler til transportsektoren. Nogle af disse alternative brændstoffer kan medvirke til at nedsætte CO2-udslippet fra transportsektoren, ligesom de kan medvirke til øget forsyningssikkerhed og økonomisk udvikling af landområder. Men de alternative brændstoffer har vidt forskellige egenskaber og anvendelsespotentiale.


Ser man f.eks. på de forskellige alternative brændstoffers samlede CO2 udslip, skal man tænke hele processen igennem. Det vil sige, hvor kommer råstofferne fra? hvordan produceres brændstofferne? hvilke udslip sker der når de anvendes? Det kan derfor være vanskeligt at afgøre, hvor godt et alternativt brændstof i virkeligheden er.


De mest aktuelle alternative brændstoffer er kort beskrevet nedenfor. Dels i forhold til deres overordnede fordele og ulemper og dels i forhold til de tekniske krav, de stiller til køretøjerne.